I årtier handlede dansk politik næsten kun om udlændinge. Vi så dem som en trussel mod danske værdier og blev så opslugt af stramninger og symbolpolitik, at vi overså den sorte sky af død og ødelæggelse, der nu er ved at udslette det Danmark, vi hylder i vores højskolesange. Det levende hav blev til golde ørkener af råddenskab og død. Insekterne forsvandt, og fuglene tav. Vores rene drikkevand og friske luft blev forgiftet. Storme og oversvømmelser ødelagde huse, lokalsamfund og familier. Men vi ænsede det knap, fordi vi havde for travlt med at diskutere frikadeller i børnehaven og juletræer i boligforeningen. Men nu er Danmark omsider ved at vågne. Tiden er inde til et ægte paradigmeskift. Miljøslappernes tid er forbi. Miljøstramningernes tid er kommet.