Eva Gregersen

Udskrift (del 2) Abud: To, måske flere ting. Den første er, at jeg synes, det giver meget mere mening, at du stiller mig de her spørgsmål og bliver ved med at insistere på at få svar på dem, fordi det giver mening for mig. Du har noget oprigtigt bagfra – altså noget bagland – du faktisk er nysgerrig på at høre mine holdninger til, fordi vi sidder sammen. JBO: Jeg er meget nysgerrig på det. Abud: Der synes jeg bare, at der er en forskel på, at du tager det op som et emne og vil have svar på det, og at man smider det som et værktøj i forbindelse med en debat for at kriminalisere eller for ligesom at begå karaktermord eller at få modstanderen til nærmest at dræbe sig selv i den offentlige debat. Det andet er, at jeg godt kan forstå, at majoritetssamfundet ... Hvis de fleste tænker som dig, eller bare en lille del tænker sådan – det er jo lidt lige meget faktisk – at man så er kritisk over for – at jamen, så skal vi ikke have flere – præcis i forhold til den måde, du lige forklarede det på. Men jeg synes stadig, der er en forskel på at snakke om at få flere herind og på dem, der er her og er født her, og ligesom anser sig selv på en måde som dansk, selvom det ikke er etniciteten. Det var også det, jeg prøvede at skelne imellem. Jeg synes, det var rigtig ærgerligt, at man ikke kunne finde ud af det. Jeg synes, vi skal skelne mellem indvandrere, efterkommere og hvad vi potentielt kan få ind som indvandrere om et år eller to. Så kan jeg godt se ... JBO: Du kan godt forstå – Abud: Ja, det kan jeg sagtens forstå. JBO: Okay. [Skiller] JBO: En ting, som du sagde i programmet, og som jeg også synes var en lille smule sigende – det var i hvert fald noget, jeg blev meget nysgerrig på, om man så må sige. Du siger på et tidspunkt i forhold til homoseksualitet: »Hvis du spørger islamisk, så er det syndigt. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg skal ikke stå til ansvar for, hvad islam mener er rigtigt og forkert.« Det er jo, som om du siger: »Jeg har ikke noget valg, fordi det er sådan, islam er indrettet.« Men der siger du jo så, at du er viljeløs: Hvis islam siger det, så må det bare være sådan. Men du har jo en vilje. Du har også en fri vilje. Du kan også godt sige: »Der er ting i islam, som jeg finder helt uforenelige med at være i Danmark, og som jeg simpelthen er direkte uenig i.« Så kan der være andre ting, du synes er gode, men der er også ting, der er så problematiske, at dem må du selv tage afstand fra. Abud: Nu siger du forskellige ting. En ting er at tage afstand. Det er jo én ting. En anden ting er at sige, at det måske nok ikke er – at det er uforeneligt med Danmark. Der kan jeg godt gå med rigtig meget. En tredje er at sige, at jeg er viljeløs. Jeg er lidt ked af, at klippet kom ud sådan, hvor det virker, som om jeg gemmer mig bag islam og ikke abonnerer på det. JBO: Okay, fair! For sådan virkede det. Abud: Det gør jeg selvfølgelig. Og det er lige præcis det indtryk, jeg ikke vil give. Man er nødt til at være ærlig, og jeg skal ikke gemme mig bag noget som helst. Selvfølgelig går jeg ind for islam og de absolutte, du ved, moralske, ligesom ... Hvad kan man sige? Ej, okay, jeg har glemt ordet for det. Men – JBO: Dogmer. Abud: Jaeh. Det, der var analogien der faktisk, som ikke kom med – nu prøver jeg at gøre det kort. JBO: Det behøver du ikke. Der er masser af tid. Abud: Det er fordi – problemet med – og det er det, jeg prøvede at sige til Anna: Det her med, at der er nogle muslimer, der ligesom anskuer det her helt forkert. Nu siger du, at der er nogle, der skriver til dig og alt muligt. Det forstår jeg ikke. Fordi jeg forstår ikke, hvorfor man har et problem med homoseksuelle i Danmark. Det er en helt anden ting i deres egne lande. Det blander jeg mig simpelthen ikke i. Men i Danmark kan jeg ikke forstå det. Analogien var jo sådan her: I islam er der forskellige synder. Den absolut ultimative er, at man benægter Guds eksistens eller sætter flere guder sammen. Hvis det er det slemmeste, skulle jeg så ikke gå rundt og pege på alle i ...? Så skulle jeg bruge hele min tid på at gå rundt og sige: »Føj, føj, føj.« Så du ved, og så lige meget hvor – homoseksualitet, bandekriminelle, også mig selv. Jeg er jo også – det var det, jeg prøvede at sige, og det blev klippet lidt forkert sammen: Jamen, jeg er jo også syndig på mange punkter og har været det. Nogle gange er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet bliver tilgivet og kommer i paradis, fordi jeg har været bandemedlem. Så det var ikke, fordi jeg prøvede at sige: »Du er syndig, og det er jeg ikke.« Det var slet ikke sådan ment. Det, der var ment, var: Jeg kan ikke forstå, at folk er så optaget af at gå rundt og chikanere homoseksuelle i Danmark. Hvis du har så stort et problem med, at folk lever uislamisk, så skal du have et problem med alle ikke-muslimer. Og der bliver jeg nødt til at sige: Hvis du har så stort et problem med ikke-muslimer, kan jeg godt forstå, at man siger: »Så rejs hjem. Så lad være med at være her.« JBO: Men så lad os tage den, Abud. Som du siger, er den største synd i islam – det er jo sådan set ikke at være troende. Ikke at tro på, at islam er sandheden. Der er jo også dødsstraf i islam for at vende islam ryggen. Og så siger du, at der er mange danskere, som slet ikke er troende, og at det faktisk er den største synd. Abud: Ja, hvis man skulle se det fra den analogi. Men igen: Det var jo bare for at fortælle Anna, at jeg ikke har noget problem med hende som menneske. Det er jo ikke, fordi jeg kigger ned på hende, tværtimod. Jeg synes, det er ærgerligt, at det ikke kommer med. Det var jo heller ikke på kamera, men jeg bankede jo på ... Jeg synes, Anna blev revet og flået i, fordi det virkede, som om især dem, der var lidt højreorienterede, prøvede at få Anna til at forstå, hvor slemt det er, at hun forsvarer muslimernes ret til at være muslimer i Danmark. JBO: Det virkede, som om hun i hvert fald i klippet bliver en lille smule ... Mit indtryk var, at hun faktisk havde lyst til på en eller anden måde at forsvare dig. Hun var ikke så aggressiv over for dig. Men da I får den samtale om homoseksualitet, er det, som om der går noget op for hende. Hun siger jo: »Jeg er homoseksuel.« Abud: Ja, det er jo, fordi hun er sådan ... Nej, det tror jeg ikke, jeg forstod? JBO: På mig virker det, som om hun bliver ... Jeg ved ikke, om ordet er chokeret eller lidt overrasket over det, du siger om homoseksualitet, fordi det rammer hende personligt. Det er mit indtryk, at det er lidt en øjenåbner for hende. Abud: Det kan godt være. Men det kan også godt være, det var, fordi hun misforstod mig. Det var også derfor, jeg afsluttede med: »Jeg tror, du har misforstået mig.« Det var en dum analogi at prøve at komme med der, og det er, fordi jeg var ... JBO: Men du har egentlig også svaret på det med et drømmesamfund. I forhold til for eksempel muslimer, der forlader islam – det sker jo i Danmark – der er også nogle, der konverterer til kristendommen. Det accepterer islam jo ikke. Hvad synes du om det? Abud: Men jeg bliver simpelthen nødt til at prøve at spørge her. JBO: Ja, endelig. Abud: Anna, hun ... Ja, det er rigtigt. Det er jo ikke mig, hun forsvarede, synes jeg. Tværtimod ... JBO: Men hvis vi holder os til det med at forlade islam. Abud: Jamen nej det med Anna i programmet, det var: Jeg synes, Anna var rigtig god til at holde fast i det her med, at man godt kan være uenig, uden at man nødvendigvis skal sige, at det er rigtigt, hvad du er ... Altså at synes om mine holdninger eller at hun skal synes om andres holdninger, så længe det ikke bliver udført på en ulovlig måde. Og det er det, jeg vil holde fast i. Du kan også grave flere ting op fra islam, men hvad har det egentlig med danskhed og integration at gøre? Fordi nu er jeg jo blevet enig med dig i ... Eller ikke enig, men jeg kan godt forstå, at man er kritisk. Nogle er faktisk bange. Jeg kan godt forstå det, ærligt. Jeg kan godt forstå det. Hvis du spørger mig ... Jeg betragter også mig selv lidt som borgerlig. Jeg er jo også indvandrerkritisk. JBO: Okay. Abud: Jeg synes ikke, vi bare skal hive alle mulige folk fra andre lande til Danmark og ødelægge vores velfærdssamfund og sådan noget der. Men igen, du ved, alt med måde. Det betyder ikke, at jeg skal sige nonstop, eller at en gruppe er bedre end den anden. Jeg kan godt forstå det menneskelige bag, at man er nervøs, og at man gerne vil holde fast i sit samfund og ikke vil have, at der er for mange, der ser anderledes ud, eller at der bliver snakket for mange sprog. Jeg synes på nogle måder, at Danmark heldigvis ikke er så slemt, som det kan være i andre lande, hvor ... JBO: Synes du, det er gået galt i andre lande – i Frankrig, England, Tyskland? Abud: Jeg ved det ikke, men jeg hører, at nogle steder er det sådan, at du kan tage ind i store bydele, hvor de nærmest kun taler ét sprog eller sådan noget der. Det kan jeg godt forstå, at man gerne vil undgå i Danmark. Det er jo ærligt, og det er også fair nok at sige: Det skal vi undgå, og det skal vi arbejde os imod. JBO: Men når du ser på det overordnet, synes du så – når du selv siger, at du er indvandrerkritisk – synes du så, at der er kommet for mange fra Mellemøsten til Europa, når du ser det, der for eksempel foregår i Frankrig i de her dage? Abud: Jeg må være ærlig: Jeg ved ikke, hvad der sker helt konkret i Frankrig. Jeg ved, der sker nogle ting – jeg har set noget af det – JBO: Du har set billederne af demonstrationerne, gaderne, der bliver smadret, kulturarv, der bliver brændt ned, folk, der bliver overfaldet, politibetjente, der bliver masseoverfaldet af folk og sådan noget. Abud: Ja, det er helt forfærdeligt. JBO: Ja, og det er det, der får mig til at tænke: Jeg synes faktisk, det er meget svært at finde eksempler på lande, som ikke er islamiske, og som har fået en meget stor tilstrømning af folk med muslimsk baggrund, hvor det ikke er gået galt. Jeg kunne nævne: Libanon var engang et kristent land, fik en meget stor muslimsk indvandring. Det land er på mange måder gået i stykker og er blevet en fejlslagen stat, hvor man har Hizbollah som en stat i staten. Indien har store problemer med deres muslimske mindretal. Og så er der Europa: Frankrig, det vi ser i de her dage, England, Tyskland. Alle steder fører det til konfrontationer og ballade og problemer. Store, store problemer. For mig er det så befriende ærligt, når du siger: »Jeg er konservativ muslim, og der er ikke noget i islam, jeg vil tage afstand fra.« Og så må jeg jo bare sige, at det er meget svært at forene de her ting, uden at det fører til konflikt. Abud: Det er muligt, og det er fair nok, at du har den holdning. Men det kommer også an på, hvor meget man graver ned i tingene, før man får konflikten. Så du ved ... JBO: Men konflikterne er der jo. De er der. Det er jo ikke hypotetisk. Dem kan vi jo konstatere. Vi kan også konstatere dem i Danmark. Hele det her program er jo også et lille billede på, at der er nogle konflikter. Men så er der alle de andre ting ... Abud: Men hvem var det, der startede de konflikter, Morten – øhh Joachim? Altså i det program. Ærligt. JBO: Nu taler jeg sådan mere overordnet. Der konstaterer vi bare, at der er de her konflikter. Og jeg kan godt svare på dit spørgsmål. Nu stillede du mig et spørgsmål, og så skal jeg svare på det. Jeg synes, I startede dem. Abud: Synes du det? Hvordan? JBO: Fordi at ... For eksempel det her med, at du går, når der bliver drukket alkohol. Det er jo ikke dig, der bliver udelukket af fællesskabet. Det er dig, der udelukker dig selv fra fællesskabet. Abud: Jeg trækker mig. I 20 minutter. JBO: Trækker dig eller udelukker dig ... Abud: Det er, hvad for et begreb man bruger. Jeg udelukkede mig ikke. Jeg kunne sagtens have valgt at blive, men jeg valgte at rejse mig op. Og det er jo noget – JBO: Men hvis man ikke bliver i et fællesskab, så lukker man sig vel selv ude af fællesskabet. Abud: Det er en lille del af det fællesskab. Du vil jo også godt kunne finde etniske danskere, som ikke er muslimer, og muslimer og hinduer, som ikke deltager i drukfester på gymnasier, fordi de tænker: »Jeg vil ikke banke min hjerne i druk, og holde mig til skole.« JBO: Men det er jo en lidt anden situation, for det er jo ikke en drukfest. Det er jo et helt almindeligt måltid, hvor jeg tror, mange danskere tænker: Hvorfor kan du ikke bare blive siddende, fordi der er nogle, der vælger at drikke vin? Abud: Og det er jeg med på. Og ærligt. Min kone er jo konvertit, så det er jo også noget, der fylder i vores familie, men vi har det godt sammen, og det er det, jeg vil sætte fokus på. Jeg vil ikke lyve og sige, at alt er godt og lyserøde skyer. Selvfølgelig er det nogle gange rigtig hårdt for os, men vi finder ud af det. JBO: Er du med til julefrokoster i hendes familie så? Abud: Nej. JBO: Det kommer du ikke til? Abud: Julefrokost, hvis der er alkohol, nej, så kommer vi ikke. Det sagde jeg også til produktionen inden, at det er noget, der fylder i vores hjem. Jeg kan ikke diskutere så meget for min familie. Jeg vil helst ikke lukke for meget af min familie ind. JBO: Det er fair. Abud: Det er bare for at sige, at det jo ikke er noget, jeg vælger som et manifest. Jeg synes, det er ærgerligt, den måde ... JBO: Men det er det vel. Det er vel et manifest at sige: »Jeg kommer ikke.« Abud: Men det er, fordi jeg dummede mig lidt, Morten. Nej, undskyld, Joachim. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ... JBO: Det er helt fint. Abud: Måden, det blev gjort på, er jeg lidt ked af. JBO: Fortryder du, at du gik? Abud: Nej nej, jeg fortryder ikke, at jeg gik. Det var bare måden, det blev gjort på. Fordi der er nogle af dem, der nok stiller spørgsmålet: Hvorfor sagde han det ikke bare? Grunden til, at jeg ikke sagde det, var fordi jeg netop ikke ville ... Jeg oplever nogle gange, når jeg siger til folk, at jeg ikke kan komme med – når det sker – at så får de en eller anden form for: »Skal vi ikke prøve at finde en løsning?« Det vil jeg ikke have. Så det var derfor, jeg tænkte: Hellere bare trække mig. Lade dem have deres og så forklare dem det bagefter. Jeg vil ikke være en klods om benet på dem eller give dem dårlig samvittighed. Men så ender det jo med, at jeg går derind og så ser jeg: Der er ikke alkohol på bordet. Og der dummede jeg mig. Jeg skulle bare have taget min mad og gået og så forklaret dem det efter. Men jeg blev siddende og tænkte: »Okay, så længe der ikke er noget.« Da han så begyndte at dele dem ud, så ligner det jo, at: »Nu skal jeg vise de her ... Fyyyy! Jeg gider ikke sidde med jer.« Og så dummer jeg mig endnu mere, når jeg siger – og heldigvis er der ikke nogen, der har fanget op på den – men når jeg siger: »Jeg sidder ikke til bords med FOLK, der drikker alkohol«, er det også forkert sagt. Det er jo: »Jeg sidder ikke til bords, NÅR folk drikker alkohol.« For jeg har jo ikke noget imod at sidde med dem. Jeg sad jo med dem før og efter. Men heldigvis er der ikke nogen, der har fanget den der med, at ... Der er nogle, der har sagt: »Så du vil ikke sidde med folk? Vi er beskidte for dig.« Det er ikke det, jeg siger. Det er bare, når man drikker ved et privat arrangement, så deltager jeg ikke. Men det betyder jo ikke, at jeg sidder på en togstation og kigger: Hvis der er en, der har en øl i hånden, så kan jeg ikke komme ind, og så bruger jeg tre-fire dage på at komme til Jylland. [Skiller] JBO: Jeg vil godt lige vende tilbage til noget af det, jeg spurgte om før. Det med konvertitterne, eller dem, der er frafaldne fra islam. Hvad synes du om dem? Abud: Det ved jeg ikke. Jeg har ikke nogen holdning til det. JBO: Men islam har jo stærke holdninger til det. Abud: Jamen det kan godt være. JBO: Men bakker du op om de holdninger? Abud: Hvis det står i islam, så abonnerer jeg på dem, ja. JBO: Men straffen for at forlade islam er jo døden. Abud: Er det det? JBO: Er det ikke det? Du kender vel islam? Abud: Jeg kender ikke hele islam, Joachim. Koranen er på over 600 sider. JBO: Hvordan kan du sige, at du bakker op om noget, hvis du ikke ved, hvad det er? Abud: Fordi – problemet er igen – du ved, samtalen er – den er lidt på en forkert præmis – JBO: Er den? Abud: Fordi når du sætter den op sådan her, så stiller du mig meget sådan grot- grove spørgsmål, som når jeg bare svarer ja på dem – JBO: Jeg prøver ikke at være grov. Jeg prøver bare at spørge meget – Abud: Nej nej, det ved jeg godt. Det synes jeg heller ikke. Det har ikke noget med dig at gøre. Spørgsmålet er groft. JBO: Hvorfor er det groft? Abud: Det er ikke spørgsmålet, undskyld, det er ikke sådan. Altså emnet. Det er et hårdt emne. JBO: Er det ikke bare, fordi det er et svært emne at tale om? Abud: Det er et svært emne. Det er et hårdt emne. Det er det, jeg mener. Hvis man så isolerer det til: »Vi kaster folk ud af bygninger« og sådan noget der, så ved jeg jo godt, at hvis man siger ja eller nej – enten så siger man: »Nej, jeg bakker ikke op om mine overbevisninger«, eller også er man nærmest sadistisk i forhold til dem, der ikke kender og forstår det. JBO: Men er det ikke bare sådan, det er for alle mennesker, der er religiøse? Det gælder egentlig også kristne, at det nogle gange kan være svært at stå ved sin religion. I kristendommen fornægtede Peter Jesus tre gange. Men det er det, man skal: Man skal stå ved sin religion, også når det er svært. Jeg får jo indtryk af, at du er meget troende. Du siger også: »Jeg bakker op om alt, hvad der står i islam.« Men når det så bliver svært – og det er jo der, danskhedsdebatten bliver spændende – der hvor det bliver svært, så ved du godt, at islam på nogle måder er i så diametral modsætning til vores kulturkristne værdier, at det bliver nemmere for dig at sige: »Nej, det vil jeg ikke rigtig sige noget om.« Abud: Ja. Det er ikke, fordi jeg ikke vil sige noget om det. Det er bare igen, hvilken kontekst det bliver sagt i, og hvor meget man skal dykke ned i det. JBO: Bare sådan helt teologisk. Abud: Men det er igen også det der med: Hvad betyder det at bakke op om det? Betyder det, at jeg synes, det er det fedeste i verden, at folk bliver slået ihjel? Der er jo også en forskel. Man skal også adskille tingene. En ting er, at man siger, at jamen, der er nogle love og regler, som gør sig gældende, hvis nogle kriterier alle sammen er opfyldt. Man kan jo sagtens sige: »Jeg abonnerer på islam. Jeg synes, islam er det rigtige. Jeg tror på Gud, jeg tror på ditten, jeg tror på datten« og alle de her ting, men ikke synes, det er det fedeste i verden, at folk bliver slået ihjel. JBO: Men hvis man alligevel synes, at de så skal slås ihjel, hvis det er det, som loven byder – Abud: Men det synes jeg jo ikke. Jeg synes jo – JBO: Der er du uenig med islam. Abud: Nej, jeg er ikke – det er det: Man skal passe på med at sige uenig. Men det er jo ikke, fordi jeg synes det. Det er jo ikke mig, der dømmer folk. Det er jo ikke mig, der siger, at de skal slås ihjel. Jeg synes da, man skal adskille mellem, at der er en lov ... For eksempel ... Du kan jo måske synes, at det skal være lovligt at sælge hash og ryge hash i Danmark. Det betyder jo ikke, at du tager afstand fra grundloven. Gør det det? JBO: Nej. Abud: Nej, lige præcis. JBO: Men jeg synes, det er en lidt mærkelig sammenligning, fordi det er vel – hvis man skærer alt væk – ret sort og hvidt: Synes man – eller synes du – at den her lovreligion, islam – at de love skal følges, OGSÅ når det er ubehageligt? Abud: Ja, hvis du spørger sådan. Det synes jeg var en rigtig god måde at spørge på. Ja. JBO: Okay. Men så er svaret vel også, at hvis man er frafalden, og haditherne eller Koranen siger, at straffen for frafald er dødsstraf, så er det det, du mener, selvom du synes, det er ubehageligt? Abud: Hvis det er det, du får ud af det. Men det, jeg vil sige, er, at det handler om for mig at gå hele vejen ned tilbage til roden. Det, der er med det, det er – det, jeg prøvede at forklare lige før, det er: Hvis man ligesom sammenligner islam med et træ, altså et helt normalt træ. Nogle gange giver det ikke mening at begynde at debattere blade og grene. Det kan jeg godt forstå, at det for nogle gør. For mig er det meget mere helt nede i roden. Hvad er roden? Det er: Er man overbevist om, at der findes en skaber, eller er man ikke overbevist om, at der findes en skaber? Og hvis man ER overbevist om, at der findes en skaber ... Og det er her, vi to går helt forskelligt fra hinanden, fordi når du ikke er overbevist om, at der findes en skaber ... JBO: Det er jeg. Jeg er troende kristen. Det er jeg. Abud: Nå, okay. Så når du er overbevist – nå okay. Men så lad os tage en anden sammenligning. Når han ikke er overbevist om, at der findes en skaber – det skal vi faktisk lige tilbage til. Men jeg vil lige forklare det her færdigt. Hvis man ikke er overbevist om, at der findes en skaber, hvis man snakker med en ateist eller en, der siger: »Jeg tror, der findes et eller andet deroppe, men jeg ved ikke helt«, så er det svært at forklare ham, at den skaber, som har skabt os mennesker, selvfølgelig er den, der kender os bedst og ved, hvad der er bedst for os. Det er derfor, at vi som mennesker ubetinget skal give ham retten til at lovgive om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er her, man går fra hinanden, især i Danmark, fordi som du selv siger, er man meget kulturkristen, ikke så meget ortodoks. Jeg tror, at hvis du går hen til kristne og snakker – altså dem, der sådan virkelig er kristne-kristne, så vil de også blive enige i mange elementer i islam. Men også være enige med, du ved ... Og det er igen det, jeg prøver at slå på: Det er det her med, hvordan kan man finde en balance? JBO: Forskellen for mig er, at jeg er troende kristen. Der står i Bibelen, at verden blev skabt på seks dage. Det tager jeg ikke bogstaveligt, fordi jeg også tror på videnskab. Det er der, jeg nogle gange synes, forskellen er. Du sidder jo og siger, at du godt kan synes, der er nogle ting i islam, der er ubehagelige, når de skal føres ud i livet. Men det er jo der, hvor det så overrasker mig, at du siger: »Ja, det kan godt være, der står, at straffen for at forlade islam er døden, men det synes jeg selvfølgelig ikke, for det må tolkes på en anden måde.« Og det er det, der er hele min indvending mod islam i Europa. Det er: Der er ikke ... Altså den der idé om, at der kan laves en vestlig form for islam, hvor man ligesom tager nogle af de elementer ud, der er helt uforenelige med vores værdier, er en illusion. Når folk siger det, er det et håb, man har om, at der skal komme en reformering af islam, som jeg aldrig tror på kommer. For islam lægger, i modsætning til kristendommen, ikke op til fortolkning. Det Nye Testamente er skrevet af mennesker. Det bliver der ikke lagt skjul på. Der er fire forskellige versioner af den samme historie. De er ikke helt ens. Der står navne på, hvem der har skrevet det, og derfor er der en mulighed for fortolkning. Den mulighed er der ikke i islam. Hvis der står, at straffen for homoseksualitet er døden, så er der ikke nogen fortolkning. Abud: Jamen så er spørgsmålet – nej, ikke rigtigt. Især når det kommer i hadith, er der ret bred fortolkning af, hvordan det skal tolkes. Jeg er ret sikker på, at selv i Qur'an er der også nogle, der mener, at der er ting, der skal op til fortolkning. For eksempel en af de helt store uenigheder, vi har, for eksempel i Danmark, det er: Må man stemme, eller må man ikke stemme? JBO: Hvad synes du om det? Det er et godt emne at tage op. Abud: Altså – ja – det gør ikke mit image som ekstremist mindre, at jeg ikke stemmer. JBO: Så du mener ikke, man bør stemme? Abud: Nej, det siger jeg ikke. JBO: Jamen, det er jo bare at stå ved det. Abud: Det er ikke, fordi jeg mener, at man ikke bør stemme. Jeg siger, at jeg anerkender, at der er nogle muslimer, der mener, at det er tilladt at stemme. Der er også nogle, der mener, at det er obligatorisk at stemme. Jeg er bare ikke blevet overbevist om det i forhold til den tolkning, jeg har. Så det er bare for at fortælle dig, at det ikke er rigtigt, at der ikke er tolkninger. JBO: Det er jeg med på. Der er også shia- og sunnimuslimer. Men der er også nogle ting, der vel ikke er til diskussion, for eksempel nogle af de ting, jeg har nævnt. Abud: Det er der. For eksempel alkohol. Det mener jeg for eksempel. JBO: Præcis. [Skiller] JBO: Mener du så også, at Koranen skal stå over dansk lovgivning? I den optimale verden. Abud: Jamen det er jo igen det der med: Hvad mener man med det? Altså hvor skulle ...? JBO: Det er, at vores lovgivning ikke må være i konflikt med det, der står i islam. Ideelt set fra dit synspunkt. Abud: Men handler det igen egentlig om, at vi prøver at gøre det til en konflikt med islam? JBO: Men jeg synes jo, der er en konflikt. Vi prøver ikke. Jeg synes, det er så åbenlyst, at der er en konflikt. Abud: Hvis man lever i Danmark – JBO: Det synes du vel egentlig også selv? Det er jo derfor, vi har hele diskussionen.