Tl;Dr Magnus har en kulturradikal analysen af at være dansker, at hævde etnicitet er ikke lig etnonationalisme og etnicitet er faktisk et enormt brugbart- faktisk uundgåeligt værktøj i definitionen. Jeg elsker debatten om danskhed og at være dansker. Den er enormt vigtig, fordi vi går en tid i møde, hvor vi får brug for i højere grad end nogensinde før, at kunne sondre mellem "os og dem". Magnus laver flere fejltagelser i sin definition. Det første, der er vigtigt at påpege, er den åbenlyse fejlslutning, som mange, der deler Magnus' position - og som Magnus bevæger sig på grænsen af, er at levere en påstået definition, som ikke er i stand til at rumme *samtlige* danskere, og samtidigt ekskludere *samtlige* ikke-danske. I det øjeblik én eneste dansker ikke bliver inkluderet i definitionen, så er det ikke danskerne, der defineres, men et udsnit af dem. Den fejl begår stort set alle kulturradikale, når de forsøger at definere danskheden. Magnus laver dog en anden, og meget mere spændende fejlslutning, i to dele. Magnus mener at såfremt man definere danskheden via etnicitet, så er man etnonationalist. Etnonationalisme er en ideologi, hvor den etniske forståelse af mennesket er centrum for hvordan staten drives, og sondringen mellem det etnisk danske og det etniske fremmede er formativt for statens gerninger. Det er noget helt andet end blot nøgternt at påpege, at man er dansk, når man er etnisk dansk. Hvorfor etniciteten er den korrekte definition, vender jeg tilbage til, når jeg har set på Magnus' anden del af fejlslutningen. Det mest spændende er hans primære påstand. Han mener at "formningen" gør dig til dansker. Altså at vi fødes tabula rasa, og gennem udefrakommende faktorer formes til at blive danske. Det er en åbenlys fejlslutning, fordi de faktorer, som har magten til at forme os til danskere, må nødvendigvis udspringe af noget, som har magten til at gøre det til dansk. Med andre ord: hvis visse faktorer kan forme dig til at blive danske, må disse faktorer have en oprindelse, hvilke altid allerede har været danske. Alle disse faktorer udspringer af en kollektiv danskhed, hvilket giver dem magten til at forme nogen til danskere. Denne kollektive danskhed er det folk, som praktiserer de faktorer og elementer, som fordi de udspringer af noget som sådan dansk, kan forme nogen til danskere. Dette folk kan derfor ikke først blive danskere af deres formning, af danskheden er en forudsætning for at kunne forme nogen til danskere. Det er et cirkelargument - danskheden som forudsætning tages forgivet: Du bliver dansk, ved at blive formet dansk, formet af faktorer som er danske, fordi danskere praktiserer dem. Hønen og ægget. At påstå at mennesket først skal formes er en tabula rasa forståelse af mennesket, som udspringer af den marxistiske kulturradikalisme. Forestillingen er, at mennesket fødes nøgent, uden nogen definerende kendetegn, og at de kendetegn først skal "formes" gennem livet og socialiseringen. Vi er allerede nogen og noget når vi fødes, modsat hvad den kulturradikale analyse påstår. Vi er en del af en slægt, vi er et nyt kapitel i en historie, vi er en del af en familie. Alt dette former vores udgangspunkt, som vi møder verden med. Det er en fundamental ontologi at møde verden som sine forfædres efterkommer, og sine efterkommeres forfader. Det fører mig til, hvorfor etnicitet er den rette definition på hvem vi er som folk. Folket er det gennemgående i afdækning af, hvem vi er. Folket er blot et andet ord for etnicitet. Ethnos betyder “folkefærd”, eller rettere “det, som udgør et folkefærd”. I sin græske oprindelse er det nært beslægtet med “stamme”, “gruppe” og “slægt”. Et folkefærd kan godt beskrives genetisk, men dette, mener jeg, er en materialistisk reduktion, som ikke er retvisende. Jeg mener nærmere, man bør finde en definition, som åbner for et sammenspil mellem de andre faktorer, såsom værdier og kultur. Dette finder vi i begrebet “kontinuitet”. Selve kontinuitet i folkefærdet, det at vi er vores forfædres efterkommere, gør os til et folkefærd. Således spiller etnicitet altså en rolle i danskheden. Men ikke en udtømmende rolle. For hver generation af danskere har et særligt udtryk, særlig kultur og værdier. Det skyldes, at kulturen er et dynamisk fænomen. Den baserer sig på det, der gik forud, og opstår ikke ud af det blå på ny med hver generation, men den er dog foranderlig. Kulturens dynamiske væsen, kombineret med etnicitetens kontinuerlighed, giver os en holistisk forståelse af den danske identitet, som rummer både alle nulevende danskere, vores historie og forfædre, samtidigt med at den er i stand til at ekskludere dem, som ikke er en del af os. Når kultur og etnicitet mødes, og skal forklare danskheden, opsummerer jeg det typisk med udtrykket etnokulturel identitet. En beskrivelse, der kan begrebsliggøres og fungere som målestok for, hvem vi er, når vi går ind i en konfliktfyldt fremtid, hvor det fremmede spiller en evigt større rolle, og vi skal genfinde os selv i mødet med dem.